Når it-projekter går i vasken, kan det være fordi, projektlederen ofte vaskes væk som den første

18. november 2011

Flemming Lindbaum
Flemming LindbaumProjektleder/it-specialist

Vi har alle hørt om dem, set dem eller læst om dem: It-projekter, der går i vasken. Men hvorfor er det egentlig, at de går i vasken, og hvordan kan man undgå det?

Det er desværre ved at være et ”kendt” problem, at store it-projekter enten overskrider tiden, økonomien eller bare ikke lever op til kvaliteten. Erfaringerne viser, at jo større projekterne er, desto større er risikoen for fejl.

Jeg tror, årsagen til, at it-projekterne går i vasken, skal findes i det faktum, at de nemt bliver udoverskuelige at håndtere, fordi der er så mange interessenter involveret - jo større projekt, jo flere interessenter.

”Bare” det at få installeret en ny server kan involvere indkøb, infrastruktur, elektriker, netværk, udrulningsteam, databaseteam, SAP team osv. Det er mange bolde at holde i luften, især for én som ikke er vant til at håndtere store it-projekter.

Moderne it-systemer har desuden så mange funktioner, at hvis alle systemerne skal i drift på samme tid, er der ingen, der kan overskue at få det testet, kommenteret, dokumenteret osv.

Jeg oplever tit, at virksomheder vælger projektledelsen fra, fordi de mener, at de sagtens kan klare den del af opgaven selv - men desværre griber opgaven ofte om sig, og bliver svær at overskue, fordi de mangler én til overordnet at styre projektet - én som har den dybe specialviden, der skal til på det pågældende område.

Om virksomhederne vælger at bruge en intern projektleder, som har erfaring med store it-projekter, eller om den vælger at tilkøbe projektledelse i forbindelse med køb af fx en server, er i princippet lige meget. Det vigtige er, at en installation af en ny server bliver set som et projekt, som skal følges til dørs.

Jeg mener, at man kan opnå bedre resultater ved at splitte større projekter op i mindre bidder. Det giver en større overskuelighed og mere fleksibilitet - da man ikke skal involvere så mange forskellige ressourcer, og samtidig får man en nemmere styring af økonomien, da rammen er overskuelig.

Efter min mening giver korte, veldefinerede projekter det bedste resultat. Og hvis projekterne samtidig styres af en professionel projektleder, er chancen for succes simpelthen bare større.

Bent Vistoft - 09.12.2011

Jeg synes du blander to kompetancer lidt sammen - det med dyb specialviden og overordnet styring af et projekt. Projektstyrings-kompetance er noget helt andet end dyb special-viden omkring projektets detaljer.

Jeg har ofte haft gavn af at have en projektleder, der holdt "min ryg fri" - som tog de politiske diskussioner med kunden og holdt "små-fnidret" væk fra mig, så jeg kunne bidrage med mine kompetancer, special-viden, uden at blive forstyrret ustandseligt fordi nogen "lige skulle vide hvordan det gik med projektet".

I mit firma har vi ofte indkøbt ekstern projektledelse, som på forhånd har meldt ud at de ikke aner hvad det rent teknisk går ud på, men som ved en masse om at inter-agere og styre grænsefladerne mellem firmaet og kunden så alle er glade til sidst.

Flemming Lindbaum - 13.12.2011


Jeg er til dels enig med dig. Jeg mener, det kommer meget an på projektets størrelse. I mindre projekter har vi stor gavn af en praktisk orienteret projektleder med teknisk viden, som kan favne flere aspekter i projektet ad gangen. I større projekter gør vi derimod ligesom du skriver: Anvender en projektleder til alt det kommercielle og en teknisk projektleder/teknisk ansvarlig til det teknisk orienterede.

Det kommer også meget an på kundens projektmodenhed - hvor vant til at arbejde projektorienteret, samt hvordan de selv "bemander" projektet. Vi ønsker at kommunikationen bliver ligeværdig, det vil sige, at der bliver kommunikeret på et teknisk niveau, hvor kunde og leverandør til fulde forstår budskaberne - det mindsker antallet af misforståelser, og at tingene falder mellem to stole.

I Komplex it har vi projektledere, som både kan den kommercielle del og den overordnede tekniske del, og det har vi stor gavn af.

Skriv en kommentar