Fremtidens operativsystem har svære odds

17. maj 2012

Fremtidens operativsystem kommer til at hedde Cloud Foundry - det mener VMware i hvert fald.  VMware er ved at lave det operativsystem til blandt andet pc, mobile enheder og tablets, som de håber, vi kommer til at bruge i fremtiden. Jeg er sikker på, det rent teknisk godt kan lykkes, for teknologien er allerede godt på vej. Men spørgsmålet er så, om de kan få brugerne med.

Personligt synes jeg, det bliver spændende at se, hvilke muligheder Cloud Foundry giver med en komplet virtualisering af applikationerne. Og så åbner operativsystemet nok også nogle døre for brug af alternative arbejdsredskaber til pc’en samt forbedret mobilitet.

Hvis man kigger på, hvordan det er gået tidligere udfordrere til Microsoft Windows som operativsystem, så er det på nuværende tidspunkt ikke lykkedes for nogen producent at slå Microsoft af pinden som leverandør af verdens førende operativsystem. IBM har prøvet med OS2, og nu udfordrer Linux også Windows, men for mig at se vinder Microsoft også det slag.

Jeg er som sagt sikker på, at det nok skal lykkes rent teknisk for VMware at producere et nyt virtuelt operativsystem, men om markedet tager imod det er jo en helt anden sag. En af grundene til, at Windows er så populær, er, at brugerne er meget glade for Microsoft Office, og det kan jo som bekendt kun køre på Windows.

Den spareiver, som hersker i både den offentlige sektor og hos private virksomheder, er en af grundene til, at  Linux og for eksempel Smart Office ikke bliver valgt som operativsystemer. Brugerne er meget glade for Office-pakken, og beslutningstagerne er bange for, at en anden ”Office-pakke” vil give faldende produktivitet og eventuelle problemer med at integrere med andre systemer.  

Office-pakken er også slået igennem som standard til smartphones og tablets, og det gør det bestemt ikke nemmere for andre producenter af operativsystemer at komme ind på markedet.

Så hvis man for alvor skal have succes med et alternativt operativsystem til Windows, er jeg sikker på, at der skal ligge en stor indsats i at sørge for, der fra starten er kompatibilitet med de applikationer, brugerne vil have.

Skriv en kommentar