Smartere test og udvikling med virtualiserede miljøer

19. september 2012 - af Claus Fogh Sørensen, Account Manager hos Komplex it

På IBM Smarter Business den 18. september 2012 deltog jeg på et indlæg, der primært henvendte sig til udviklere. Jeg hører ofte fra virksomheder, at det er en tung, besværlig og tidskrævende opgave at drive og vedligeholde deres test- og udviklingsmiljøer, så hvis IBM havde et bud på en løsning, var det helt klart interessant.

Jeg ser typisk, at virksomheder vælger at etablere deres udviklingsmiljøer i VMware. IBM går en anden vej via opkøb af virksomheden Green Hat, som mange sikkert ikke kender til i Danmark, men som blev overtaget af IBM i januar 2012. Siden Green Hat blev etableret i 1996 har virksomheden kun fokuseret på deres egen løsning, som kan virtualisere hele test- og udviklingsmiljøer på en sikker og nem måde.

Green Hat-løsningen består af 3 moduler:

  • Et workbench-modul, som ”smager” på driftsmiljøet, herunder trafik og services, og som etablerer testmiljøet.
  • Et virtualiseringsmodul, hvor man drifter testmiljøet, og hvor man eksempelvis kan klone miljøerne.
  • Et performancemodul, hvor man kan teste performance i testmiljøet, baseret på de informationer som workbench-modulet har indsamlet.

Indlægsholderen, Mark Garcia, konkluderede, at hvis virksomheder indfører den rette løsning, kan de opnå en besparelse på op imod 90 % på deres testomkostninger, bl.a. fordi virksomhederne vil være i stand til, på et tidligere stadie i udviklingsprocessen, at teste software og miljø for fejl.

Alt sammen lyder meget spændende, men jeg savnede lidt en gennemgang af en konkret businesscase, som i praksis beskriver, hvor meget tid og hvor mange penge en given virksomhed kan spare. Især ville det være relevant, hvis IBM tog udgangspunkt i en virksomhed, som danske virksomheder kan relatere til. 

Men løsningen ser spændende ud, og jeg ser frem til at se nogle eksempler på, hvad den koster, og hvad ROI på løsningen er.

Skriv en kommentar